Hvordan ble du interessert i språk?

Efter som barn at have skrevet talrige historier uden de store overvejelser om ordvalg, blev jeg teenager og opdagede … poplyrik [indsæt hjerneeksplosion]. Det gav mig en helt ny forståelse af følelser. På hvor mange måder en følelse kan føles. Det er det magiske ved sprog, synes jeg – når det beskriver en følelse præcis, som den føles.

Hvem er din favorittforfatter og hvorfor?

Jeg har mange yndlingsforfattere: Tre danske sangskrivere, to kloge kvinder, der skriver på engelsk, og så min kæreste, lol. Sorry, men det er rigtigt nok. Men lad mig starte, hvor jeg slap. 

I Danmark anno 2008 var det meget populært med finurlig dansksproget popmusik, og jeg faldt pladask for det. Min fascination startede med Sys Bjerre og Thomas Buttenschøn, som på hver sin måde formåede at gøre hverdagsfølelser til fine sprogbilleder. De har blandt andet lært mig, at man kan skære sig på en skarp replik, at en dårlig kæreste kan føles som sandpapir, når man selv er nøgen, og at det kan føles hårdt, når man selv går og tror, at ens parforhold er et mastertape, men den anden pludselig kasserer det som et demobånd. 

En håndfuld år senere mødte jeg Hans Philip, som er halvdelen af den danske hiphopduo Ukendt Kunstner. Han bidrog til mit skattede skrivebibliotek med vendinger som «Piskesmæld fra en hård branche» og «Skattefar spørger sikkert en dag, hvor jeg har mine kroner fra / Men indtil da lader jeg pengene synge som en opera». Lidt mere rap(t) i replikken.

Nu jeg ser, hvilke sætninger jeg fremhæver, er det pludselig tydeligt, at jeg har en forkærlighed for objekter med egenskaber … Men altså, jeg er også en del af Harry Potter-generationen, så måske ikke så mærkeligt igen.

På engelsk har jeg inden for de senere år stiftet bekendtskab med Amanda Montell (og hendes fuldstændigt fantastiske bog Wordslut) og Florence Given, der begge skriver på deres modersmål, engelsk. Noget, de begge brillerer i, og som jeg generelt har det virkeligt fedt over i skrevne tekster, er ✨ad-libs✨. Det er egentlig et begreb fra hip hop, når artisten udbryder noget spontant mellem de «rigtige» linjer. Og intet er jo spontant i en skreven tekst, men nogle gange kigger skribenten frem og bryder «den fjerde væg» i teksten ved at kommentere på noget, hun lige har skrevet. På den måde får personligheden mulighed for lige at bryde frem mellem linjerne, og dét mestrer både Montell og Given. And I am living for it! 

Min sidste og vigtigste yndlingsforfatter er min kæreste, og det er jo på mange måder et dårligt eksempel. Af flere grunde. Men måske især fordi jeg ikke kan henvise til en hel masse af det, han skriver. Fordi det er ting, der bare sker i hverdagen. Men hvis I kunne læse det, er jeg sikker på, at I ville forstå det. Jeg kender ingen, der skriver med den samme mængde subtile intertekstualitet og sproglig finesse som ham. (Og ja, det var hans sprogbrug, jeg blev forelsket i! The rest is history.)

Hva er det gøyeste og vanskeligste med å skrive?

Det fedeste er at kunne frembringe følelser. Jeg elsker at kunne skrive noget, der får folk til at trække på smilebåndet, grine, græde glædestårer eller føle sig set eller elsket. Det er det, jeg synes, vi kan med vores sprog: møde vores medmennesker. Ordene og sproget er på den måde vores primære medium, og tænk engang! Jeg får lov til at arbejde med det hver dag.

Det sværeste er, at alle har en holdning til sprog. Det er også lidt irriterende, når de misforstår det, jeg skriver. 

Hvis noen siktet en spiss blyant rett inn i øyet ditt og ba deg om å velge, hva er viktigst for en god tekst: syntaks eller semantikk?

Semantik! Sproget lever i semantikken. Jeg lever i hvert fald for den. Jeg elsker at nørde konnotationer og på den måde lære om mennesker og deres kulturer og verdensopfattelser. For mig er det også en måde at udvide mit ordforråd på med nye nuancer.